Bostobox

- boxer hvad ellers?

BOXEROPDRÆT SIDEN 1979

v/Kirsten Jensen

Østervej 6

4840 Nr. Alslev

Mobil 25 78 11 09

Mail: post@bostobox.dk

JRD

PRÆSENTATION AF JRD (JUVENIL RENAL DYSPLASI)

af Gisela Schaffrath 27.april 2009 - oversat til dansk af Kirsten Jensen

Allerede i en rum tid, har en formentlig ny arvelig sygdom, indgydt mange opdrættere stor angst. Denne sygdom optræder, som hos mange andre racer, også hos boxeren stadig mere hyppigt. Men denne sygdom er ikke ny !!!! Det drejer sig om JRD – juvenil renal dysplasi.

Denne sygdom har allerede eksisteret i mange hundegenerationer, bare blev det tidligere kaldt ”nyresvigt”. Jeg husker tydeligt tæven ”Ultra vom Kiliansblick”, som havde til huse i gr. Herzogenrath, og som i år 1990 i en alder af knap 5 år døde af nyresvigt efter en intensiv, men forgæves kamp. Ejeren talte allerede dengang om en arvelig sygdom, som endnu ikke mange kendte.

I løbet af de sidste år, har de diagnostiske metoder forbedret sig betydeligt, og derfor opdager vores dyrlæger stadig mere og kan diagnosticere sygdomme  på et meget tidligt stadie. Det forklarer også, hvorfor der aldrig tidligere er opdaget så mange sygdomme, som det er tilfældet i øjeblikket. Den tydelige forøgelse af differentierede og mange gange ubekendte sygdomme, betyder derfor ikke, at sygdommene er tiltaget, men med fremskridtet i den medicinske viden, betyder at vores læger opdager defekten allerede på et tidspunkt, hvor der kun viser sig få symptomer.

Eksempel:

Den 28.12.2008 blev der hos den lille tæve ”Cora v, Dernbacher Hof ” født 09.07.2008, altså i en alder af 5 ½ måned diagnosticeret en ”juvenil nefropati”. ”Cora´s” ejer var bekymret, fordi den lille tæve afsatte mærkbar mere urin, og ville lade hende undersøge inden årsskiftet. Der blev taget en blodprøve ,og tallene var nedslående.

Ejeren blev forklaret, at for denne sygdom findes ingen behandling, og at den uværgerlig  førte til døden. ”Cora” var på dette tidspunkt en sirlig ,men munter, livlig tæve, som vi ved hvalpetræf kaldte ”vildbasse” med masser af gåpåmod. I to måneder havde vi, dvs. ejer, opdrætter og medlemmer af gruppe Koln, ofte tvivlet på diagnosen, da ”Cora” voksede, spiste godt, og var jublende glad.

Af denne grund havde ejeren besluttet sig for at indhente en diagnose hos anden specialist, Frau Dr. Horauf , som vi kender fra CC ( collegium cardiologicum), er også specialist i nyresygdomme. Til denne undersøgelse var min mand og jeg taget med. Frau Horauf kom efter denne undersøgelse med den samme, dødbringende diagnose. Hun gav sig meget tid til at fortælle om forskellen på en syg og en rask nyre og tydeliggøre det med billeder.

Så var den første, forfærdelige diagnose slået fast, om vi så ville det eller ej.

Så kom i begyndelsen af marts, det frygtede, nådesløse, sundhedsmæssige forfald. Pludselig nægtede ”Cora” at spise, var urenlig, tabte sig meget og ville ikke mere stå op. Den 06.03.09 knap 8 mdr. gammel, måtte hun aflives. Fam. Emgen og også os, som opdrættere, er i denne tid gået gennem et helvede af lidelse og sorg, fordi der ingen mulighed var for hjælp.

I mange samtaler med andre opdrættere, har jeg så med undren måtte erfare, at ”Cora´s” skæbne allerede er forekommet på lignende måde i flere kenneler.

I de af mig kendte tilfælde, har jeg gennemgået stamtavlerne, fordi jeg ville fastslå, om der måske altid var nogle fælles forfædre i stamtavlen, som kunne være skyld i denne sygdom. Derved har jeg fundet ud af noget skræmmende, nemlig at anerne af sygdomstilfældene, fordeler sig på tværs af alle linier.

Da vi stadig hyppigere hører om den sygdom, som efterlader de ramte dyr i svære lidelser, er der kun én vej: Hvis vi KAN gøre noget, SKAL vi gøre noget.

Vi må nu primært søge efter en mulighed for avlsmæssigt at stoppe mutationen, for at vi kan forhindre, at denne arvelige sygdom kan brede sig endnu mere. Vi må benytte alle de i dags til rådigheds stående forsknings resultater, for at bryde sygdommens djævlekreds. Kun sådan kan vi trænge dette tilbage avlsmæssigt og på længere sigt få styr på det.

Hvad er juvenil nefropati?

Den vigtigste opgave for den sunde nyre, er at rense blodet for affalds - og giftstoffer og at trænge disse ud af kroppen som urin gennem blæren. Til det er sunde nyrer udstyret med en million små funktionsenheder – nefroner. Gennem nefronerne bliver primærurinen filtreret og forskellige substanser, som vand ,nogle salte, glukose, og aminosyrer bliver ført tilbage til blodbanerne. Samtidig bliver affaldsprodukterne og gifte udskildt  med slut urinen.

Juvenil nefropati kort JRD ( juvenil renal dysplasi) danner en undergruppe af mulige nyresygdomme hos hunde. Det er en kronisk, progressiv, dvs. fremadskridende, arvelig nyresygdom  af ikke-infektiøs art, som fører til nyresvigt i ung alder.

Alt efter sværhedsgrad af mutationen, kan det føre til at hunden dør allerede i ung hvalpealder. De kan alt efter stadium blive alt mellem f.eks. nogle uger til max. 5 år. (-8).

Sygdommen har i hvert fald før eller siden dødelig udgang.

Ved JRD bliver nyrerne under embryogenesen (den biologiske proces, hvor embryoet – fosteret - bliver dannet ) ikke anlagt rigtigt i livmoderen. Ved tidspunktet for fødselen opviser nyrerne umodne, forbenede strukturer, som består af udifferentierede celler f.eks. vævs arter og/eller vævs knuder. Der er dog anlagt organer, men der er ikke sket nogen udvikling af disse. De medfødte misdannelser af nyrerne, vil bestå hele hundens levealder. Det udvikler sig lidt efter lidt til totalt nyesvigt.

Syge hunde kan, alt efter sværhedsgraden af beskadigelsen, holde sig asymptomatiske i lang tid og ikke overhovedet vise nogen tegn på sygdom.

For først når 70-80 % af nefronerne sætter ud, viser det symptomer på dårlig nyrefunktion.

I de første stadier af den dårligere nyrefunktion, vil hunden endnu bekæmpe sygdommen, indtil den drikker mere og mere vand, og afsætter mere og mere urin.

Når nyresvigtet skrider frem, kan man fastslå en blodmangel, fordi hormonet erythropoetin, som bliver brugt ved dannelsen af de røde blodlegemer, bliver mindre dannet i nyrerne. Samtidig kan man i blodet fastslå en forøgelse af giftstoffer. Hunden viser nu de første sygdomssymptomer , som at nægte at spise, opkast og vægttab. Også hos specielt unge hunde, kan man fastslå en afkalkning af knoglerne.

På grund af det brede spektrum af symptomer, opdager man ofte først sent et ramt dyr. Det er et problem, at hunden for det meste har nået slutstadiet, når sygdommen bliver diagnosticeret. Indtil da er hunden måske kommet i avlsbestanden, hvorved  den, ubevidst, har givet sit syge arvegods videre.

Gennem hvilke undersøgelser kan dyrlægen diagnosticere JRD?

Som det første vil dyrlægen, pga. det forøgede vanddrikkeri og den forøgede urinmængde, undersøge en urinprøve.

Derefter bliver en blodanalyse nødvendig, for at få opført mængden af giftstoffer.

Ved en ultralydsscanning er det muligt fænotypisk at se, om nyrerne ser unormale ud, dvs. formindskede, ujævn overflade evt. med cyster.

Først ved en biopsi (udtagelse af vævsprøve) kan man endegyldigt stille en diagnose.

Hvordan kan JRD behandles?

Grundlæggende kan sygdommen ikke behandles, men ved tidlig diagnose, kan symptomerne bekæmpes. Men beskadigelsen af nyrerne vil fortsætte og det har dødelig udgang.

Behandlingen af nyresvigt er den konsekvent mest nedslående opgave i den veterinær – medicinske praksis, fordi det syge dyr trods ekterHer kan du læse om de forskellige defekter, so

Opdagelsen af mutationen og udviklingen af en DNA – test specielt for JRD af Fru Dr. Mary H – Whiteley

Gennem mine samtaler med opdrætterkolleger, erfarede jeg, at der siden 2006 var en mulighed for, via en DNA – test, at teste sin hund for denne sygdom.

På internet siden http://www.dogenes.com og på google under ordet juvenil nefropati, fortæller Fru Dr. Mary H – Whiteley, Diplom Biolog fra Petersborough i Canada, at hun har opdaget JRD – udløsergenet og har udviklet en genetisk test specielt for JRD.

Fru Dr. Mary Whiteley fortæller i sin beretning først grundlæggende om JRD. Videre beskriver hun metoderne, hun har brugt i sin søgen efter det muterede gen.

Derefter fortæller hun om nedarvningen, hun er kommet frem til, som hun mener er dominant med ufuldstændig penetrans.

Hun skriver indledningsvis:

Hos  hunde optræder samtlige 78 kromosomer parvis i cellekernen, dvs. 39 kromosomer fra faderdyret og 39 kromosomer fra moderdyret. Dermed har hvert dyr i cellekernen 39 kromosompar, med hver to kopier af ethvert gen.

Muterede kopier af et gen kan nedarves såvel dominant som recissivt.

Mutationer, som nedarves recessivt, skal have to to defekte, eller muterede gener, for at fremkalde sygdommen eller fænotypisk træk.

Ved mutationer, som nedarves dominant, er det nok med én fejlagtig kopi af genet, for at frembringe sygdommen eller det fænotypiske træk.

Ved dominant arvgang med ufuldstændig penetrans, siger hun, kan en dominant nedarvet mutation kan komme til udtryk eller ikke komme til udtryk hos et individ. Dvs. at den dominant nedarvede mutation kan føre til udbrud af sygdom eller ikke. Penetrans er altså den hyppighed der optræder synlige tegn på sygdommen.

Hvis penetrans f.eks. angives til 75%, betyder det , at der optræder sygdom i 3 ud af 4 tilfælde.

Den antagede penetrans af JDR er heldigvis i øjeblikket relativ lavt angivet til kun 5%. Derfor vil kun et ringe antal af de hunde, som bærer mutationen, også kun senere virkelig blive syge.

Men da arvgangen er dominant, nedarver de dog mutationen til deres afkom.

En gentest er derfor afgørende for omgangen med JRD, for det er den eneste mulighed for på lang sigt at komme denne forstyrrelse til livs.

En gentest er konstrueret sådan, at man komme forstyrrelsen til livs, uden at genpolen formindskes.

Frau Dr. Whiteley skriver videre : også selvom man netop har fået resultatet at ens hund bærer JRD i sig, er der ingen grund til panik. Nu har man mulighed som opdrætter, at komme af med sygdommen.

Dyret, der er testet som bærer (carrier) med en allel af genet (heterozygot), skal så vidt muligt parres med en genetisk fri (clear) partner. 50% af afkommet vil i det tilfælde være fri for mutationen.

Ved parring af et homozygot dyr (2 kopier af genet) med en fri partner, vil alt afkom blive bærere (carrier – én kopi af genet). I den efterfølgende generation kan bærerene så parres med fri eksemplarer. Dette er den eneste måde at besejre mutationen. Naturligvis ville det mest ideelle være at parre fri med fri, men for racen er det vigtig at bibeholde den genetiske variation. Til slut skriver hun :  hvis I benytter jeres viden klogt , beskytter I genpolen og beholder den genetiske mangfoldighed i jeres race !!!

En stor anlagt udelukkelse af bærerne fra genpolen ville være en dårlig beslutning !

Hvordan kan man bestille DNA - testen ?

Den bestilles over internettet på  http://www.dogenes.com

En enkelt test koster 135USD. Bestiller man en større mængde, er der rabat

Dogenes anvender spytswabs til testen. 3 stk. pr. hund. Når man har bestilt og betalt testen, får man fra Canada  3 små kuverter og 3 små børster. Der medfølger brugsanvisning. Man oplyser om stambogsnummer, navn på hund og ejer. Kind stryges, lufttørres 2 min. uden at røre noget.

De pakkes i hver deres kuvert og sendes samlet til Canada. Der går ca. 12 – 14 dage før man har svaret.

Lidt statistik:

September 2009 : 124 boxere er testet  - 47 er clear (fri), 46 er carrier (bærere med én kopi af genet – heterozygot), 31 er homozygot (to kopier af genet).

Og endnu 25 tests er på vej til Canada. Det betyder, at 77 hunde bærer foreløbig JRD i sig.

Naturligvis er disse tal ikke repræsentative, men de gør det klart, at JRD IKKE kan ignoreres !!!!

JRD må ubetinget tages med på prioritetslisten over lidelser, som må bekæmpes avlsmæssigt hos boxeren, for kommer JRD til udbryd fører det uværgeligt til hundens død.

Jeg har også ladet min tæve teste – hun er heldigvis fri, så jeg har tiltro til, at jeg endnu engang vil lave et kuld.

Så, her var min artikel egentlig slut, hvis det ikke havde været for nogle snævert synede boxeropdrættere fra BK, som ikke finder denne test velfunderet og endnu ikke anerkendt !!!  (Jeg nævner ingen navne, men jeg har selv talt medopdrætterne).

På dette sted har jeg søgt støtte hos Frau Dr. Helga Eichelberg til afklaring af de kontrære udsagn.

Frau Dr. Helga Eichelberg er formand for VDH´s videnskabelige råd og formand for selskabet til fremme af den kynologiske forskning.

Hun har straks tilbudt sin hjælp og givet mig værdifuld viden. Hun har yderligere vendt sig til Prof. Dr. Tasso Leeb fra universitetet i Bern med mine spørgsmål.

Yderligere hjælp har jeg fået fra Frau Prof. Dr. Irene Sommerfeld – Stur fra det veterinærmedicinske universitet i Wien.

Afslutningsvis vil jeg forsøge at sammenholde udsagnene og argumenterne fra Frau Dr. Helga Eichelberg, Frau Prof. Dr. Irene Sommerfeld – Stur og Hr. Prof. Dr. Tasso Leeb og andre kampfæller mod JRD.

Pro og Kontra – Hvad taler for og hvad taler mod testen ?

Kontra :

I talrige samtaler, mails og telefonsamtaler er jeg blevet konfronteret med følgende :

Nyretesten fra ”Dogenes” er useriøs og har ingen betydning. Som største argument mod testen bliver anført, at der ingen patent er og at der ingen videnskabelige afhandlinger foreligger.

I patentret er fremgangsmåden sådan, at samtidig med patentansøgningen ,skal også studiet ,som ligger bag testen , ligge fremme til offentliggørelse.Man kan på intet patentamt i verden finde en patentansøgning på en DNA – test på JRD.

Fra Sveriges BMC ( Biochemiske Microbiologiske Center) Bliver kindspytprøvetesten betegnet som unøjagtig, en blodprøve er mere nøjagtig.

Fra den svenske BK kommer udsagnet, at så længe udløsergenet ikke er fundet, behandles JRD, som om det blev nedarvet recessivt. Af denne grund anbefaler de, at avlshunde, som allerede har produceret sygt afkom, tages ud af avl.

For:

Til patentansøgningen:

Frau Steffi Winter har desangående rettet en skriftlig forespørgsel  til det Canadiske institut og har, i oversættelse, modtaget følgende svar :

”Jeg hverken kan eller må i øjeblikket give nogle data, som kan hjælpe Dem videre. Vi venter på vores patent, som hurtigst muligt vil blive offentliggjort.”

Den 09.04.09 modtog jeg fra Frau Dr. Helga Eichelberg følgende oplysning :

Frau Dr. Helga Eichelberg havde af egen drift rettet henvendelse til molokylargenetiker ved Uni Bern ,Dr. Tasso Leeb.

Lederen for Dr. Tasso Leeb´s afdeling, Frau Schmutz, befandt sig på dette tidspunkt i Canada og førte der, på opfordring, en telefonsamtale med Frau Dr. Mary Whiteley.

Dr, Mary Whiteley forsikrede i denne telefonsamtale, at der i ca. 18 mdr. var søgt patent, og at hun nu snart forventede godkendelse af patentet. Efter godkendelsen ville hun offentliggøre patentskriftet med det samme.

En kampfælle mod JRD fra Østrig, Frau Kerstin Piribauer (www.boxer-delregnodellaroccia.at) er kyndig i international patentret og har forespurgt patentamtet i Wien. Her er sammenfatningen:

- det er rigtigt, at der i øjeblikket verden over, ikke kan findes patent på Dogenes

- om der er en ansøgning, kan ikke eftersøges i nogen databank i verden. Den findes ikke

- mellem ansøgning og offentliggørelse går normalt 18 mdr. I dette tidsrum er det IKKE muligt at researche.

Ved et direkte spørgsmål hos patentansøger, får man intet at vide, for hvis noget slipper ud, risikerer patentansøger at miste sit patent. Patentansøger opfører sig retsligt korrekt, når hun højst henviser til, at der ER ansøgt patent. Men hun må under ingen omstændigheder lade nogle oplysninger komme ud omkring det.

Til testen og patent skriftet:

Frau Kerstin Pirlbauer har den 02.04.09 haft en udførlig telefonsamtale med Frau Prof. Dr. Sommerfeld-Stur fra Wien´s Veterinærmedicinske Universitet omkring dette spørgsmål. Frau Prof. Dr. Sommerfeld-Stur er en af de mest kendte genetikere i Europa, og jeg er sikker på, at enhver opdrætter kender dette navn. Med udtrykkelig skriftlig tilladelse fra Frau Prof. Dr. Sommerfeld-Stur den 23.04.09, må jeg i mit referat anvende de af hendes udsagn, som hun har skrevet i en mail til Frau Kerstin Pirlbauer:

”Jeg kender ikke selv til Dogenes og deres test. Men at kende testen eller ej ,kan forklares ved, at vi lever i en tid, hvor der hele tiden med korte mellemrum, findes nye molokulærgenestiske metoder, og intet menneske, heller ikke de videnskabsmænd, som beskæftiger sig med det, kan have et fuldstændigt overblik. Så at kende eller ej, siger intet om seriøsitet.”

Først når patentet er meddelt fra det Canadiske institut, bliver Dogenes : studiet bag testen, offentliggjort.

Det er normal og gængs fremgangsmåde over hele verden, når det drejer sig om internationalt patent.

Hun forklarer videre:” Formuleringen: ufuldstændig penetrans, betyder i princippet, at arvegangen i sidste konsekvens endnu ikke ligger klart. Det drejer sig højst sandsynligt om polygenetisk nedarvning ( dvs. det involvere flere genetiske faktorer), hvor et af de ansvarlige gen er fundet. Om dette i sidste ende fører til sygdom, hænger sammen med flere faktorer, bl.a. genkombinationen, som indtil nu sandsynligvis, ikke er efterforsket. Man kan først sige noget mere nøjagtigt, når studiet bag testen foreligger, og det bliver efter patenteringen.

For Frau Prof. Dr. Sommerfeld-Stur synes det klogeste at være at teste så vidt og bredt som muligt ,og ved tilbagemeldinger til det Canadiske institut om sygdomsudbrud, at kunne finde genotypen for sygdom hos forældrene.

Hun er af den mening, at det er for tidligt med avls anbefalinger, og særligt avls udelukkelse.

Facit: Hun fraråder på ingen måde denne test – tvært imod !

Analyse af spytprøver kontra blodprøver:

Efter udsagn fra Hr. Prof. Dr. Tasso Leeb er en DNA - analyse fra en spytprøve lige så nøjagtig som en analyse fra blod, blot er fremgangsmåden mere enkelt.

Frau Dr. Helga Eichelberg gav mig sin mening telefonisk om „Dogenes – test“ den 09.04.09.

Her er en sammenfatning: ” Hun anbefaler, at man nu allerede ubetinget tester så mange hunde som muligt, selvom der ikke foreligger patent. Hun ser med skepsis den angivne penetrans på 5%, og holder den muligvis for lavt sat.

Vi skal holde os ”Dogenes” videreudvikling for øje og afvente patentskriftet.

I øjeblikket kan BK dog ikke indføre indføre testen som pligt og lave et program, uden patent.

Facit: Hun frygter at noget skrækkeligt rammer os, og råder os til at teste vores hunde !

Til udsagnet fra den svenske boxerklub: recessiv arvegang -  Tag dyr ud af avl.

Den svenske boxerklub har længe anset det udløser gen, som Uni Uppsala har fundet , som recessivt og tager forældredyr, som har produceret sygt afkom, ud af avlen

Det er en efter min mening et fuldstændigt kontraproduktivt og håbløst tiltag.

At selektere avlsdyr kun pga. en formodning af at arvegangen formodentlig kan være sådan eller noget andet, er det værste vi kan gøre for vores boxerpopulation !!!! .

Min mening , og mange vidende opdrætteres, er velkendt:

At bruge ”Dogenes – testen” betyder her og i dag, at handle med viden og samvittighed. Vi må være langt foran de, som har tvivl.

Naturligvis kan enhver beslutte, hvilken ansvarlighed han vil have , eller hvilken ikke. At bare afvente og intet gøre ved en sygdom, hvis lidelsestryk ikke kan være værre, fortjener vores boxere ikke.

Til slut vil jeg rette en indtrængende appel til mine opdrætterkolleger :

Vi må være åbne og ærlige omkring denne sygdom, og bytte det med erfaring og på ingen måde lyve om sygdommen, så vi i fremtiden så vidt muligt ikke mere avler syge hvalpe, der dør af JRD.

Sidste nyt:

Patentet på Dogenes – testen er offentliggjort den 13.08.09. Se http://www.wipo.int/pctdb/en/fetch.jsp